Pressemeddelelse – Årets første medlemsarrangement i Kerteminde Erhvervsforening – Virksomhedsbesøg hos nef

Presse Kerteminde Erhvervsforening den 21. april 2021

Coronaen har hersket længe og med forsamlingsrestriktioner og afstandskrav har det ikke været let at være en forening,
der ønsker at give sine medlemmer mulighed for at netværke og samarbejde.

Kerteminde Erhvervsforening har længe arbejdet på at mødes igen fysisk, og onsdags lykkedes det endelig,
da nef bød medlemmerne indenfor på rundvisning og en snak om grøn omstilling.

Medlemsarrangementet i Kerteminde Erhvervsforening var ikke kun årets første, fysiske arrangement i foreningen.
Det var også første gang Klavs Kamuk kunne byde velkommen i sin nye position som foreningens formand.

Klavs benyttede muligheden for at præsentere medlemmerne for resten af bestyrelsen, samtidig med, at der blev
løftet en flig af sløret for, hvad der er i vente i efteråret.

Det kommende kommunalvalg i november sætter dagsordenen og dette kommer, ifølge Klavs, også til at
afspejle sig i nogle af de kommende aktiviteter.

 

”El-nettet binder den grønne omstilling sammen”

Direktør for nef, Marianne Eriksen, der også sidder i
Kerteminde Erhvervsforenings bestyrelse, tog herefter over.

Under temaet ”Den grønne omstilling” kom hun ind på både el-biler
og varmepumper, og ikke mindst de udfordringer som elnettet står
overfor, når energisystemet bliver mere decentralt.

Her blev det vendt med medlemmerne, hvad det betyder for elnettet,
hvis alle skal installere en privat el-ladestander eller skifte oliefyret ud med en varmepumpe.

Efter en snak om ladestandere fra Anne Lise Rosenørn, skulle
medlemmerne dog ud for at strække benene, og dette foregik
på fire forskellige stationer, rundt omkring på nefs matrikel.

 

Fra Ladestandere, Drift og Fiber til Repræsentantskabsvalg

På rundvisningen fik medlemmerne et indblik ind i flere dele af nefs dagligdag.

Fra en fremvisning af el-ladestanderne foran bygningen, som alle kan benytte ved hjælp af Spiriis app,
til et kig ind i driftscentralen og fiberrummet, og endelig en præsentation af Repræsentantskabsvalget og dets betydning.

Kerteminde Erhvervsforening siger til slut tak til direktør Marianne Eriksen, samt hendes kollegaer for aftens fine arrangement og rundvisning.

 

FAKTA

Virksomhedsbesøg som dette er målrettet erhvervsvirksomheder og først og fremmest medlemmer af Kerteminde Erhvervsforening.
Nystartede virksomheder kan deltage første år i Erhvervsforeningen gratis, når CVR-nummer er registreret indenfor de seneste 2 år.
Tilmelding og mere info via kontakt@kertemindeerhvervsforening.dk.

LEAVE REPLY