Mød medlemmerne // Ulrik Gedde, Kerteminde Radio & TV
Egentlig ville Ulrik Gedde være skytte. Han var vild med jagt, havde færdiggjort skovbrugsuddannelsen fra Skovskolen i Nøddebo og fået læreplads, men så bad hans svigerfar ham om at køre varevogn for sin radioforretning i Kerteminde hen over sommeren. Det blev starten på en lang karriere i radio- og tv-branchen, og i september 2023 slog Ulrik dørene op til sin egen forretning, Kerteminde Radio og TV.
Service er omdrejningspunktet
Danskerne er blevet gode til at handle på nettet, men der er stadig en del kunder, som sætter pris på rådgivning og god service. Og det er netop den målgruppe, Ulrik henvender sig til. ”Mange af mine kunder kender mig fra min tid i Freddys radioforretning. De kommer ikke for at få den skarpeste pris, men fordi de ved, at jeg finder det fjernsyn, der matcher deres behov”, mener Ulrik, som sætter en ære i at hjælpe sine kunder helt i mål med deres køb. ”Det er ganske få af mine kunder, som selv slæber deres fjernsyn ud af butikken. I de fleste tilfælde kører jeg ud til kunden – og så sørger jeg selvfølgelig for, at de ved, hvordan fjernsynet fungerer, og at kanalerne ligger, så de kan finde dem”, smiler han. Glæder sig til at komme på arbejde Butikken i Langegade er indrettet, så der er plads til en enkelt sælger og et udvalg af de Panasonic-produkter, Ulrik forhandler. Ikke en hel masse mere – og det er helt bevidst. Ulrik har nemlig hverken planer om ansættelser eller udvidelser. Til gengæld har han allieret sig med en dygtig, lokal revisor, som sørger for, at der er styr på skat og moms. ”Jeg har tit tænkt, at jeg burde få mig en uddannelse og et rigtigt arbejde, men jeg kan virkelig godt lide kontakten med kunderne, og hver morgen vågner jeg og glæder mig til at komme på arbejde”, griner Ulrik.
Netværk og relationer er afgørende
Både butikslokalet og CVR-nummeret er nye, men netværket har Ulrik taget med sig, ligesom samarbejdsaftalerne med Panasonic er intakte. ”Jeg lever af den gode service, så netværk og relationer er helt afgørende for min forretning”, forklarer han. Som ny erhvervsdrivende var det derfor naturligt for Ulrik at melde sig ind i Kerteminde Erhvervsforening. ”Det koster ikke ret meget at være medlem, og så tror jeg, det er rigtig godt at dyrke sit erhvervsfaglige netværk”, forklarer han.
Følg Ulrik Gedde og Kerteminde Radio & TV på butikkens Facebookprofil.