Tirsdag den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Således også i Kerteminde Kommune. 85 kandidater, 10 partier og lister vil forsøge at få stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, der kan rumme 25 politikere, og hvorfra de i de næste fire år skal træffe en lang række beslutninger af stor betydning for borgere og virksomheder i hele kommunen.
For at få en fornemmelse af, hvad de forskellige partier vægter i forhold til erhvervslivets vilkår og muligheder har Kerteminde Erhvervsforening givet alle partier og listers spidskandidater mulighed for at svare på en række spørgsmål om vækst og beskæftigelse. Disse interviews bringer vi til jer over de næste 10 dage.
Næste kandidat i serien er Margit Lund Cramer fra Kristendemokraterne:
Hvor synes du, at Kerteminde Kommune gør det rigtigt godt på Erhvervsområdet?
– Jeg tror ikke det er kommunen, der gør det godt der, men fremdriften og resultaterne på det tidl. Lindø er en kæmpe succeshistorie. ETKerteminde er en rigtig god ting. Det er dog begge tiltag, som stadig er i sin vorden.
Hvor mener du, at der er plads til forbedring?
– Hvis jeg ser på selve erhvervsstrategien er den for ukonkret. Der skal mere handling på. Det fremgår, hvad vi tror vi skal gøre for dem. Altså virksomhederne. Men lytter vi? Vil vi gøre noget med dem? Vi hopper alt for meget fra tue til tue. Jeg har ikke selv konkret nok viden på området til at komme med konkrete forslag. Men jeg lytter mig til, at der skal folk med erfaring og viden på banen både i fht. erhverv og turisme. Vi har en alt for ovenfra og ned struktur i vores kommune. Embedsværket skal også være mere udfarende og dialogbaseret og vide hvad der foregår i de øvrige afdelinger i kommunen. Det hele fremstår alt for siloagtigt.
Hvis du på din egen skala fra 1-10 skal indplacere Kerteminde Kommune på et Danmarkskort over gode erhvervskommuner, hvad lyder din talmæssige vurdering så?
– Det jeg lytter mig til er, at virksomhederne ikke er ret tilfredse. Vi skal også her tættere i dialog med brugerne – her virksomhederne. Også uden for valgperioderne.
Hvor skal Kerteminde Kommune være placeret i følge din vurdering?
– Med det potentiale burde vi være mindst på en 7-8 stykker. Og det gælder både turisme og erhverv generelt. Og det er vigtigt. Skattegrundlag kommer ikke af at klippe hinanden, men af at producere ting.
I Dansk Industri’s årlige erhvervsklimaundersøgelse har Kerteminde Kommune de sidste år indtaget absolutte bundplaceringer. Hvad nummer skal Kerteminde være efter din vurdering – i afslutningen af den kommende byrådsperiode?
– Jeg er overrasket over, at kommunen eller kommunalbestyrelsen ikke er mere aktive i fht. at imødekomme de dårlige resultater. Man prøver at dække lidt over ved at sige: vi har gjort en masse nye ting, som bare ikke er begyndt at virke endnu. Det er ikke godt nok. Vi er nødt til at erkende, at der skal penge på bordet.
Men konkret mener jeg, vi bør være i retning af nummer 70 eller 80, men med erkendelsen af, at vi skal fortsætte den rejse og den vækst. Men det er et langt sejt træk.
Hvis du helt selv kunne ønske – hvilken beslutning eller handling, som det nye byråd kan indføre, tror du vil få størst positiv indflydelse på Kerteminde som erhvervsdestination?
– Jeg synes det ville være utroværdigt af mig som ny at komme med én ting. Det er min ambition at tale med folk og indhente den viden inden jeg peger på noget. Det kunne være noget omkring it-infrastruktur. Jeg lover, at jeg vil sætte mig ind i tingene, hvis jeg bliver valgt ind.
Men hvis jeg alligevel skal forsøge mig med noget endnu mere konkret synes jeg man skal afdække mulighederne for at udnytte natur og turismepotentialerne i kommunen f.eks. kunne jeg godt se for mig, at der skabes en forbindelse mellem Ladbyskibet og Munkebo Bakke henover Kertinge Nor Og naturligvis understøttet af teknologiske hjælpemidler som app’s og lign.