Tirsdag den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Således også i Kerteminde Kommune. 85 kandidater, 10 partier og lister vil forsøge at få stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, der kan rumme 25 politikere, og hvorfra de i de næste fire år skal træffe en lang række beslutninger af stor betydning for borgere og virksomheder i hele kommunen.
For at få en fornemmelse af, hvad de forskellige partier vægter i forhold til erhvervslivets vilkår og muligheder har Kerteminde Erhvervsforening givet alle partier og listers spidskandidater mulighed for at svare på en række spørgsmål om vækst og beskæftigelse. Disse interviews bringer vi jer i disse dage.
Næste kandidat er Klavs Norup Lauridsen fra Det Konservative Folkeparti:
Hvor synes du, at Kerteminde Kommune gør det rigtigt godt på Erhvervsområdet?
– Langeskov har altid været et fantastisk industri og domicilområde. Det samme kan man sige om det, der sker på Lindø. Her er der også fokus på Klima og det globale sigte. På iværksætterområdet gør vi det rigtig godt. Især er jeg glad for at vi har fået et iværksætterhus i Langeskov også. Her er vores muligheder for at påvirke positivt store. For de store virksomheder er det anderledes. Her handler det mest om rammevilkårene. Her skal vi oppe os.
Hvor mener du, at der er plads til forbedring?
– Faktisk det samme område. At vi bliver endnu bedre til at støtte de mindre virksomheder og iværksættere. Og endnu bedre til at skabe gode rammevilkår. For alle virksomheder.
Hvis du på din egen skala fra 1-10 skal indplacere Kerteminde Kommune på et Danmarkskort over gode erhvervskommuner, hvad lyder din talmæssige vurdering så?
– Med den viden jeg har så er det en 6-7 stykker. Vi mangler meget omkring erhvervsudviklingen i Langeskov. En hurtigere sagsbehandling er også vigtig. ETKerteminde skal styrkes. Nu er de kommet i gang, men nu skal de have yderligere et rygstød.
Hvor skal Kerteminde Kommune være placeret i følge din vurdering?
– 9. Fordi vi har alle forudsætningerne. Når jeg læser erhvervsstrategien har vi god infrastruktur i form af togstation, motorvej og så har vi en fantastisk natur, der giver basis for turisme.
I Dansk Industri’s årlige erhvervsklimaundersøgelse har Kerteminde Kommune de sidste år indtaget absolutte bundplaceringer. Hvad nummer skal Kerteminde være efter din vurdering – i afslutningen af den kommende byrådsperiode?
– Omkring nr. 40 – det kan vi sagtens nå og opfylde. Det kræver, at der arbejdes med kommunens renomme, sagsbehandlingstider, formidling og kommunikation til virksomhederne samt private udbud. Det vil jeg understøtte sker alt hvad jeg kan.
Hvis du helt selv kunne ønske – hvilken beslutning eller handling, som det nye byråd kan indføre, tror du vil få størst positiv indflydelse på Kerteminde som erhvervsdestination?
– At sikre flere midler til ETKerteminde, således vi bedre kan vejlede de mindre virksomheder og iværksættere.