Mød din lokalpolitiker: Kasper E. Olesen

Tirsdag den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Således også i Kerteminde Kommune. 85 kandidater, 10 partier og lister vil forsøge at få stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, der kan rumme 25 politikere, og hvorfra de i de næste fire år skal træffe en lang række beslutninger af stor betydning for borgere og virksomheder i hele kommunen.

For at få en fornemmelse af, hvad de forskellige partier vægter i forhold til erhvervslivets vilkår og muligheder har Kerteminde Erhvervsforening givet alle partier og listers spidskandidater mulighed for at svare på en række spørgsmål om vækst og beskæftigelse. Disse interviews har vi bragt jer i den sidste tid og i dag er vi nået til den sidste kandidat i rækken.

Sidste kandidat er Kasper E. Olesen fra Socialdemokratiet:

Hvor synes du, at Kerteminde Kommune gør det rigtigt godt på Erhvervsområdet?
– Vi er fantastiske til at myndighedsbehandle. Vi har på det gamle Lindø-område over 100 virksomheder, der hele tiden skal serviceres. Mange byder ind på ordrer ude i verden. Og her skal vi være klar med godkendelser i kulissen og det løfter vi til UG. Det samme med Industriområdet i Langeskov.

Hvor mener du, at der er plads til forbedring?
– Især i dialogen og kommunikationen med virksomhederne. Vi har været gode til de større virksomheder, men i forhold til de mindre og mellemstore hænger vi lidt. Men det forsøger vi at ændre med etableringen af ETKerteminde, som vi faktisk har skabt sammen med Erhvervsforeningen. Men det er ikke nok. Men den tværgående kommunikation skal vi sikre og blive endnu bedre til. Der er for meget silo stadigvæk.

Hvis du på din egen skala fra 1-10 skal indplacere Kerteminde Kommune på et Danmarkskort over gode erhvervskommuner, hvad lyder din talmæssige vurdering så?
– Vi står ikke ved et 1-tal. Vi er ved at lære at kravle. Jeg vurderer, vi er på et 4-tal, men stigen er stejl.

Hvor skal Kerteminde Kommune være placeret i følge din vurdering?
– Den bedste tredjedel. Det skal være realistisk. Det er rigtig vigtigt fordi hver arbejdsplads er med til at skabe en sikkerhed for en person med en familie. Med til at fylde mening ud i livet for mennesker. At man har noget at stå op til. Virksomhed er et af fundamenterne for velfærd.

I Dansk Industri’s årlige erhvervsklimaundersøgelse har Kerteminde Kommune de sidste år indtaget absolutte bundplaceringer. Hvad nummer skal Kerteminde være efter din vurdering – i afslutningen af den kommende byrådsperiode?
– Vi skal være i blandt de 25 bedste. Det kræver en række ting. Dækningsafgift er et lille element, men især er det de generelle ressourcer vi sender afsted mod erhvervsområdet – I 2018 brugte vi 2 mio. til erhvervsservice og vejledning – i dag er der 4 mio. til ETKerteminde, FilmFyn og Erhvervshus Fyn. Penge er ikke alt, men de er med til at danne et fundament. Erhvervschefen er ansat pr. 15. april 2021. Da virksomhederne svarede på årets DI-undersøgelse havde de ikke mødt ham endnu. Det grønne netværk og de øvrige netværk bidrager også til det her. Vi skal nok flytte os allerede næste år. Men det er ikke nok her. Det er en løbende proces om, hvor vi skal være på erhvervsområdet. Vi må ikke gå i panik. Vi skal give det tid. Vi skal evaluere.

Hvis du helt selv kunne ønske – hvilken beslutning eller handling, som det nye byråd kan indføre, tror du vil få størst positiv indflydelse på Kerteminde som erhvervsdestination?
– Hvis jeg må udfordre lovgivningen bare lidt. Finde et sted i kommunen og lave en kæmpe udstykning og så på en eller anden måde give en rabat, hvis tilflytterne tog et job hos en af vores industrivirksomheder. 600 mand mangler de på Lindøområdet. Jeg er ikke så begejstret for skurbyer. Vi kan blive tvunget ud i det, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at bygge sådan en helt ny bydel til disse medarbejdere. Det ville alle vinde på.

LEAVE REPLY