Mød din lokalpolitiker: Heino Salling

Tirsdag den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Således også i Kerteminde Kommune. 85 kandidater, 10 partier og lister vil forsøge at få stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, der kan rumme 25 politikere, og hvorfra de i de næste fire år skal træffe en lang række beslutninger af stor betydning for borgere og virksomheder i hele kommunen.

For at få en fornemmelse af, hvad de forskellige partier vægter i forhold til erhvervslivets vilkår og muligheder har Kerteminde Erhvervsforening givet alle partier og listers spidskandidater mulighed for at svare på en række spørgsmål om vækst og beskæftigelse. Disse interviews bringer vi jer i disse dage.

Efter gårsdagens veloverståede Erhvervskonference og politiske paneldebat, er turen kommet til næste kandidat: Heino Salling fra Enhedslisten:

Hvor synes du, at Kerteminde Kommune gør det rigtigt godt på Erhvervsområdet?
– Noget jeg har lagt mærke til er de mange små lokalt forankret virksomheder, de er blomster op. Mikrobryggerier, slagterudsalg ser meget positivt ud. Kommunen har netop besluttet at ansætte flere byggesagsbehandlere. Det er positivt. Og der er afsat midler til at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet det er også positivt i fht. virksomhedernes behov for arbejdskraft.

Hvor mener du, at der er plads til forbedring?
– Jeg møder nogle gange en frustration omkring de beslutninger vi tager, som folk ikke forstår. Det handler om kommunikation. Det kan vi gøre bedre.

Hvis du på din egen skala fra 1-10 skal indplacere Kerteminde Kommune på et Danmarkskort over gode erhvervskommuner, hvad lyder din talmæssige vurdering så?
– Sådanne spørgsmål har jeg det svært med. Jeg ved jo ikke hvordan det går i de 97 andre kommuner. I’ll take the fifth ammendment. (fra den amerikanske forfatning, der sikrer at ingen kan tvinges til at give vidneudsagn mod deres vilje, red.) Ønsker ikke at svare. Alle de undersøgelser….der er jo nogle der skal ligge sidst.

Hvor skal Kerteminde Kommune være placeret i følge din vurdering?
– Se sidste svar.

I Dansk Industri’s årlige erhvervsklimaundersøgelse har Kerteminde Kommune de sidste år indtaget absolutte bundplaceringer. Hvad nummer skal Kerteminde være efter din vurdering – i afslutningen af den kommende byrådsperiode?
– Har det igen svært med sådan en undersøgelse. Jeg kunne godt sige et tal, men det ville jo samtidig kræve at andre gør det dårligt. Og jeg antager at alle andre forsøger at gøre det så godt som muligt. Men nu vil jeg være provokerende og så siger jeg nummer 1.

Hvis du helt selv kunne ønske – hvilken beslutning eller handling, som det nye byråd kan indføre, tror du vil få størst positiv indflydelse på Kerteminde som erhvervsdestination?
– Så skulle der afsættes en ubegrænset pulje til at virksomhederne kunne omstille sig til at være helt klimaneutrale. En ting er, at det er godt for klimaet, men det kan også skabe konkurrencefordele for virksomhederne.

LEAVE REPLY